Praksisfortælling

Den Vigtige Sans 

Solen smiler en dejlig mandag morgen i Børnehuset Solstrålen. Solstrålen er en lille hyggelig institution, som ligger i Randers centrum. Institutionen har børnehave og vuggestue i ét og er udstyret med en garderobe, to lege-afdelinger, sove-afdeling og et puslerum. Når man træder ind i garderoben, mødes man allerede her af en steril lugt af sygehus blandet med en dunst af brugte bleer. Videre inde i de to legestuer er væggene hvidmalet med farverige plakater af legene børn, og ned fra loftet hænger månedens temapynt, fastelavnsris. I institutionen er der reoler med legetøj, som bare venter på at blive brugt af de glade børn, som møder ind om morgenen. Pædagogerne mener, at fri leg er vigtig for børnene. Det er i disse situationer, børnene udvikler sig i forbindelse med andre, altså at de lærer at blive anerkendt og være anerkendende overfor sine legekammerater og på den måde få skabt barn-barn relationer. Vuggestuebørnene og børnehavebørnene blandes i den frie leg, for at de kan have glæde af hinanden og ikke mindst lære af hinanden, kun ved den daglige samling adskilles børnene. 
Udendørs arealerne er små men hyggelige og funktionelle. Legepladsen omsvøbes at et hegn, det er koldt og giver lidt følelsen af at være indespærret og til skue, men det er praktisk, da der på den anden side løber en vej, der kunne være til fare for de legende børn. Førstehåndsindtrykket af legepladsen er ikke godt. Der synes mangel af plads, gemmesteder, rum, græsplæne til boldspil osv. Men ved nærmere eftertanke har de dygtige pædagoger alligevel formået at skabe nogle af disse mangler. Under selve børnehaven/vuggestuen, som ligger i forskudt plan i forhold til legepladsen, finder man nedlagte garager. Her er der lavet hule, cykelskur og opholdsrum som en del af legepladsen, og disse rum kan de opfindsomme børn frit benytte i deres udendørs leg. Uden for garagerne er der en flisebelægning, hvor børnene kan bruge cyklerne. Legepladsen har en mindre sandkasse, hvor der udfoldes kreative ideer. Et større sandområde fylder det meste af legepladsen, her er der via buske skabt skjulrum, hvor børnene kan lege i ro for opsyn fra de voksne. Endvidere er der et slidt men velbrugt klatretårn, og i hvert sit hjørne af legepladsen er der et legehus, som begge bliver benyttet meget af børnene. I Solstrålen er der en levende atmosfære, hvor der er rig mulighed for at bruge sine sanser og sin fantasi.


I institutionen er der 14 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn, hvor der i alt er tilknyttet fem pædagoger. De tre af pædagogerne er i vuggestue afdelingen og de to andre i børnehave afdelingen. Pædagogernes alder i institutionen strækker sig fra unge nyuddannede til ældre erfarende pædagoger. Børnene i institutionen er normalt fungerende. De har aldersgrupperne 0-3 år i vuggestuen og 3-6 år i børnehaven og er ligeligt delt op imellem drenge og piger, som leger indbyrdes med hinanden. Undtagen Mille som altid legede separat og alene i sandkassen. Udadtil var Mille en ganske almindelig pige. Da Mille startede i børnehaven, syntes forældrene, at hun var en normalt fungerende pige. Hun havde haft det super godt i den dagpleje, hun havde været i, som lå i en mindre landsby. På grund af arbejde besluttede forældrene sig for at flytte til Randers, som ville være godt på længere sigt, men det var en stor omvæltning for Mille og dem selv. De fik med stor glæde en plads til Mille i en lille institution. Mille var udadvendt og legede altid med de andre børn. Hun havde også en god kontakt med alle pædagogerne, hvor hun søgte og fik opmærksomhed og omsorg og hørte altid efter, hvad pædagogerne sagde, men stille og roligt begyndte den glade og udadvendte pige at ændre sig. Hun isolerede sig fra de andre både pædagoger og børn. Et eksempel på en kedelig situation i børnehaven, var en dag, de skulle på tur. Turen gik til Reepark, hvor meningen med udflugten var at få en hyggelig dag, der var lærerig med mange nye oplevelser. Dagen startede med, at alle børnehave børnene skulle i tøjet, og op til bussen. De havde lidt travlt, hvilket ikke så ud til at påvirke Mille. Hun sad stadig ovre i hjørnet og legede med dukker. Det resulterede i, at de ikke nåede den bus, der var planlagt, og Mille blev både upopulær blandt de andre børn og pædagoger. Den pige, som pædagogerne hidtil havde kendt som et fornøjet barn med gode sociale kompetencer, blev pludseligt indesluttet, og pædagogerne undrede sig. Umiddelbart var der ikke noget, der havde ændret sig i den nu indadvendte og forsagte piges hverdag, men de voksne i Solstrålen var bekymrede, og derfor blev Milles forældre involverede. Efter en samtale mellem pædagoger og forældre besluttede de sig i fællesskab for at kontakte Milles læge for at få hende undersøgt. Lægen undersøgte Mille, men han fandt ingen diagnose, som han kunne stille. 

Forældrene blev hurtig enige om, at der måtte være manglende pædagogisk faglighed hos personalet i børnehaven. Efter samtaler mellem forældre og pædagoger indgik de en aftale, hvor Mille blev observeret i både institution og hjem. Derudover prøvede pædagogerne at inkludere Mille i legene med de andre børn. Efter en periode uden bedring, hvor Mille stadigvæk var ekskluderet fra fællesskabet, besluttede forældrene sig for at tage kontakt til lederen på institutionen for at få en udtalelse og iagttagelser om Milles situation:

Kære Forældre

På baggrund af jeres henvendelse er her vores udtagelse og iagttagelser af Mille.

Mille har i en længere periode været indadvendt og holdt sig ude af socialt samvær. Dette er efter vores iagttagelser resultatet af en manglende diagnosering fra den praktiserende læge. Vi har gennem længere tid påpeget Milles problemer og givet udtryk for vores bekymring. Vi har gjort, hvad der står i vores pædagogiske magt for at tilbagebringe Milles selvværd og sociale netværk uden held. Vi har en mistanke om, at Milles hørelse er svag, trods dette har Milles læge ingen diagnose stillet, og Milles problemer er kun blevet værre. Da Mille startede i Solstrålen, var hun meget socialt aktiv samt deltagende i leg og lydig overfor pædagogerne. Vi ved endnu ikke, om eksklusionen fra fællesskabet, som Mille uden tvivl har været udsat for, har fået konsekvenser for Milles fremtidige sociale kompetencer. Vi arbejder stadigt på at genoprette Milles sociale kontakt med os (pædagogerne) og de andre børn i børnehaven.

Vi håber, at denne redegørelse vil kaste lidt lys over Milles situation.

 M.v.h. Børnehuset Solstrålen

Hanne Boel Justensen

Hanne Boel Justensen

Efter samtalen med lederen af Solstrålen, hvor Milles forældre fik udleveret pædagogernes observationer af deres datter, kontaktede Milles mor igen lægen og nævnte denne gang, at der var mistanke om, at Milles hørelse var forringet. Det viste sig, at Mille havde væske i ørerne. Milles mor blev utroligt glad for, at ”det bare var det”, der var galt. Hun bestilte en tid hos ørelægen, så Mille kunne få lagt dræn i. Både forældrene og pædagogerne kunne nu mærke en stor forskel på Milles opførsel. Hun kom altid, når man kaldte, og hun reagerede, hvis nogen snakkede til hende. Milles forældre følte skam over deres mistillid til personalet i Solstrålen og undskyldte deres beskyldninger. Milles forældre var meget vrede over deres læges manglende faglighed. 
Nu startede det store arbejde med at give Mille sit selvværd og sin selvtillid tilbage og samtidig få hende inkluderet i børnenes fællesskaber. De andre børn havde tydeligvis ikke meget tilovers for den pige, som tidligere ikke hørte efter, om hun skulle være hund eller storesøster i legen, eller om de legede prinsesser eller jorden-er-giftig. Pædagogerne forsøgte at gøre Mille interessant blandt andet ved at gøre hende til centrum i fællesleg til samling og ved at henvende sig til Milles tidligere bedste veninder Hannah og Julia. I starten var det en hård kamp at få Hannah og Julia til at indvie Mille i deres leg, men som ugerne gik, blev hun langsomt en del af fællesskabet igen. Milles udvikling fagligt, sprogligt og socialt eksploderede, og Mille blev den samme glade, udadvendte pige med sunde lege-relationer igen.